Der er stor interesse for at styrke fælles beslutningstagning i samarbejdet mellem sundhedspersonale, patienter og pårørende. Men hvad er egentlig en beslutning, og hvad skal til for, at vi overhovedet taler om en beslutning?Ofte ligger det implicit, at beslutninger er noget, der omhandler større indgreb eller behandlinger, såsom operation vs træning og kostvejledning eller valget mellem forskellige typer kemobehandlinger i forbindelse med cancer. Men hvad med den række af mindre beslutninger, som er forbundet med træning og rehabilitering, og som er aldeles afgørende for at genopbygge kræfter ovenpå sygdom? Og hvad med beslutninger og valg af behandling, hvor der ikke findes flere alternative behandlinger, men hvor valget står mellem et ja eller nej til den behandling, der tilbydes?Når patienter informeres om den behandling som tilbydes, er signalet til patienten ofte, at der ikke er tale om en valgsituation, hvor det er muligt at tage aktivt stilling. Der lægges måske op til, at patienten kan få svar på sine spørgsmål til den tilbudte behandling. Men definitionsmagten med hensyn til hvad der kan besluttes – og om der skal besluttes aktivt - tilhører de sundhedsprofessionelle. Dette fait a complis, hvor personalet usynligt tager bestemmelsesretten, gør patienten til et passivt objekt og giver ikke nem adgang til at få patientens værdier og præferencer på banen. Der sker ingen mobilisering af patientens kræfter og energi til at arbejde med på behandlingen.I Apopleksienheden på Glostrup Hospital arbejder man efter princippet om, at patienten skal være involveret i alle beslutningsprocesser om behandling og pleje. Det sker indenfor rammerne af ”Den Involverende Stuegang” og den betegnelse skal tages helt bogstaveligt. Det sundhedsfaglige personale har ingen drøftelser af behandling uden, at patienten deltager. Ånden i fælles beslutningstagning praktiseres her i forhold til de beslutninger, som tages løbende igennem et patientforløb. Det drejer sig hverdagsbeslutninger omkring træning og rehabilitering, - hvilken form for træning, hvornår og hvordan. Hvor litteraturen om fælles beslutningstagning koncentrerer sig om de overordnede behandlingsbeslutninger, finder vi at den involverende stuegang er et godt eksempel på, at principperne er lige så relevante senere i patientforløbene. En beslutning er i denne sammenhæng patientens aktive stillingtagen til, hvordan han eller hun vil støttes i og selv arbejde for at forbedre sin helbredssituation.Erfaringerne fra Apopleksienheden viser, at patienterne meget gerne vil involveres – også patienter, som er sårbare pga både kognitive, sociale eller sproglige problemstillinger. Lad os skærpe opmærksomheden på de mange vigtige beslutningssituationer der opstår i hele patientforløbet, hvor der er anledning til at involvere patienterne aktivt i at få behandling og rehabilitering til at lykkes bedst muligt.Du kan læse mere om det i vores artikel ”Fælles Beslutningstagning i Den Involverende Stuegang” her: http://www.par3.dk/artikler/  

Anbefalinger